fredag den 18. juni 2010

Undersøgelse af dine skygger.


Skyggearbejdet er et detektiv arbejde, hvor det handler om, at du skal have lyst til og mod på, at gå dybere ind i dig selv. Der er ikke noget at være bange for, selvom det til at starte med kan virke skræmmende. Se det som en rejse, der vil få dig i balance med dig selv, give dig indre og ydre frihed samt glæde og overskud. Dit liv bliver ikke det samme, når du virkelig dykker ned i det, der hæmmer dig, og som du bliver trigget af hos andre. Og HUSK! Det kan både være positive og negative egenskaber - reagerer du følelsesmæssigt på andre både i forhold til positive og negative egenskaber, så har du her en skyggeside, som du med stor fordel kan arbejde videre med at integrere i dit liv!


Uddybende spørgsmål, som kan hjælpe til at integrere din aktuelle skygge!


Start med at tænke på f.eks. tre personer, du reagerer voldsomt på i negativ retning og dernæst tre personer, som du fascineres af, og nedskriv de egenskaber, som du forbinder med disse personer.

Når du har gjort dette, står du med en række egenskaber, som du kan undersøge nærmere!



  • Hvor stammer skyggesiden fra (hvornår og hvordan blev den skabt i dig)?

  • Hvordan har denne skyggeside hjulpet dig?

  • Hvordan kan denne skyggeside hjælpe dig?

  • Hvad er gaven i denne skyggeside?

  • Spørg skyggesiden, hvad der skal til for, at den kan integreres positivt i dig!

  • Hvordan kan du handle på din skyggeside - sådan at du får integreret skyggesiden?

Her er lidt at arbejde videre med - skriv endelig, hvis I vil vide mere, eller hvis der er noget, der fremstår uklart. For mere information, kig evt. på http://www.tampenbraender.dk/, hvor du kan finde spændende artikler, kurser/uddannelser og gode råd til, hvordan du arbejder med skygger.


Lyse hilsner fra
Henriette

Vrede Vera

Vrede Vera er min vrede skyggeside, som jeg den anden dag erkendte og anerkendte som en del af mit liv. Jeg har ALTID taget afstand fra vreden, fordi min oplevelse er, at vrede er farligt! I hvert fald fik andres vrede mig til, som barn, at føle mig rigtig ulykkelig og bange. På den ene side oplevede jeg en eksplosiv og destruktiv vrede, og på den anden side oplevede jeg en vrede, som ikke fik lov til at komme ud - altså har jeg aldrig lært, hvordan man er vred på en konstruktiv måde, som både respekterer mig selv og den, jeg evt. er vred på!

Jeg har ædt min vrede og dækket den ind under andre udtryk - f.eks. glæde og faktisk også ligegyldighed. Jeg har altid været "god" til at putte et smil om munden, så ingen opdagede, hvordan jeg i virkeligheden havde det, eller også sagde jeg, når jeg blev adspurgt, at jeg var ligeglad! Og selvfølgelig var jeg ikke det!

Nu har jeg taget min vrede tilbage til mig selv - og for mit vedkommende betyder det, at jeg ikke i lige så høj grad behøver bitche over andre (passiv aggressiv vrede), og det betyder også, at jeg kan slappe mere af. Jeg behøver ikke være på konstant overarbejde, fordi der er en masse, der skal holdes nede, så ingen opdager, at jeg i virkeligheden er vred.
Men... det betyder også, at jeg har set gaven i at være vred - altså virkelig at opdage, hvad jeg kan bruge vreden til. Jeg har opdaget, at den er virkelig vigtig og afgørende at have, fordi den i sit mest positive udtryk, ER en drivkraft i livet. Den er drivkraften, der får ting til at lykkes og som får mig til at gå efter det, jeg virkelig ønsker mig i livet.

Vreden er en gave, fordi det er den, der sørger for, at jeg får passet på mig selv og ikke overskrider mine egne grænser eller lader andre overskride dem. Den er en gave, fordi den har bragt mig, hvor er i dag - uden min indre drivkraft, havde jeg ikke udrettet og VÆRET, hvad jeg er. Og den person er jeg stolt af! Uden vreden havde jeg ikke sagt fra til min gruppe til min afgørende opgave på seminariet - vreden gjorde, at jeg valgte mig selv, fremfor nogle mennesker, som gjorde mig ked og usikker. Og den fik mig til at kæmpe og tro på, at jeg virkelig kunne klare det - med samme eller højere karakter end de andre. Og ja, jeg fik en karakter højere :-).

Jeg har besluttet - og kan også mærke - at min vrede i allerhøjeste grad skal være min VEN fremfor min FJENDE, for det er der slet ikke grund til. Vreden kan bringe mig SÅ meget godt, hvis jeg er åben og anerkendende overfor den - den vil mig det kun godt, og lytter jeg til den, kan jeg bruge den til at komme endnu længere med mig selv og alle mine drømme. Hvor er det bare fantastisk! :-)
Det er en lettelse og i den grad FRIHED - jeg elsker denne måde at arbejde på! :-)

Er din vrede, din ven eller fjende? Og hvilke gaver ligger der i at kunne være vred og acceptere vreden i dig?

Skygge-hilsner fra
Henriette.

tirsdag den 15. juni 2010

Find dine skygger!

Jeg har - som I kan læse i min anden blog "Jeg er GRÅDIG" - været på "Elsk din skygge"- workshop med Pernille Melsted som et led i et forløb, der hedder "Shadow club", og her fandt jeg ud af, hvordan man nemt og ligetil kan finde frem til sine skyggesider - både de såkaldt "gode" (de sider, vi ville elske at have) og "mindre gode" (de sider, vi helst ville være fri for).

En af de første ting, man kan gøre, er, at man kigger på, hvilke mennesker man reagerer på - både positivt og negativt.
F.eks. kan jeg spørge:
Hvilke personer tiltrækkes jeg af og hvilke egenskaber besidder de?
Det, jeg når frem til, er sider hos mig selv, som jeg ikke selv har integreret og som jeg kunne have godt af at få integreret.

Og skal vi vende den om, kan jeg igen spørge:
Hvilke personer frastødes jeg ved og føler irritation/vrede overfor og hvilke egenskaber besidder de?
Igen er det sider, som jeg ikke har anerkendt og integreret hos mig selv.

En side man nåede frem til, kunne f.eks. være: Grådig. Først ville jeg måske sige, at jeg i hvert fald ikke er grådig! Men når jeg kan se det hos andre, er det fordi jeg også selv har noget af det (uerkendt og uintegreret).
Og der, hvor jeg reagerer på grådigheden hos andre, er det ikke sikkert, at jeg selv har grådigheden. Og derfor kan det være godt at spørge sig selv: Hvor i mit liv, er jeg selv grådig?

Jeg VED f.eks. at grådigheden er en vigtig skyggeside hos mig, fordi det er noget, jeg reagerer følelsesmæssigt voldsomt på. Det betyder bestemt ikke, at det er nemt at erkende, for det er ikke en side, jeg bryder mig ret meget om - faktisk, er det en side, som jeg er blevet udskældt for og derfor har forsøgt at kontrollere og holde nede. Men... jeg ved, at jeg har den, og her skal I få en lille hemmelighed (det er lidt pinligt, men nu springer jeg ud i det...).

Min grådigheder viser sig især, når jeg f.eks. skal købe kager, slik eller andet. Jeg kan ikke nøjes med et købe en (hvis det kun er til mig selv) eller to (hvis det er til både min mand og jeg). Jeg er nødt til at skulle have enten en eller to for meget, så jeg lige selv kan sidde og spise inden (og dermed får mere end min mand). Det betyder også, at jeg nogen gange skjuler, at jeg spiser, fordi jeg vil have det for mig selv OG, fordi jeg er flov over mig selv. OG... det bliver grådigheden ikke mindre af!

Så... er der sider ved andre, som du reagerer MEGET på enten positivt eller negativt, og hvad er det for sider ved denne person, du reagerer på? Er det en side, som du i en anden eller samme situation også har?

Når vi anerkender og integrerer vore skyggesider sættes vi fri, fordi vi ikke længere behøver bruge energi på at bagtale og bitche om denne side hos andre. Vi kan bruge vores tid og energi på bedre og mere meningsfulde ting - ville det ikke være skønt?

Skyggearbejdet er en evig proces, og der vil blive ved med (i forskellige perioder af vores liv), at dukke sider op, som vi reagerer på hos andre, men stille og roligt kommer vi mere og mere i balance og vi sættes fri til at gøre det, der virkelig betyder noget for os.

Skyggehilsner fra
Henriette

mandag den 14. juni 2010

Jeg er GRÅDIG!

Puha... den erkendelse var knap så rar, men ikke desto mindre sand! Og den egentlige erkendelse kom i går, da jeg var på "Elsk din skygge"-workshop med Pernille Melsted, som led i shadow club forløbet over de næste 7 mdr., og som jeg skal deltage i. Kig her og tryk på shadowclub, for at se de nærmere informationer om forløbet :-)
http://pernillemelsted.com/

Jeg har skrevet og talt om grådighed mange gange, men virkelig taget den ind og erkendt, at det OGSÅ er MIG, har jeg ikke helt. Men, der er ingen anden udvej - hvis jeg virkelig vil være fri og få alt det, jeg drømmer om her i livet, så er jeg nødt til at erkende og tage denne side ved mig selv ind, for så tør jeg igen for alvor at tage hele livet ind og tro på, at JEG har FORTJENT alt det bedste her i verden - akkurat ligesom alle andre har!

Og det er ikke fordi, jeg ikke bliver mindet om min egen grådighed... jeg arbejder med børn, som af den ene eller den anden grund har en masse uopfyldte behov - også nogle af de basale behov - og når man har mange uopfyldte behov, bliver man grådig, fordi man er bange for, at der ikke vil være nok til én selv - man lever jo i en konstant mangeltilstand. Og ja, det kan vidst ikke komme bag på nogen, at det trigger mig helt vildt, at de er SÅ grådige (det der trigger mig hos andre, er det, jeg ikke har anerkendt og integreret i mig selv). Men det, jeg reagerer på, er jo ikke DEM, det er MIG!

I bund og grund er jeg i dag en voksen, som selv var et barn, der levede i en mangeltilstand, og som selv var bange for, at der ikke ville være (og vil være) nok til mig. Og ligesom de skønne børn, har jeg et hul indeni, som trænger til at blive fyldt op... men det er ikke helt okay...

Jeg må dog konstatere, at min manglende erkendelse af min grådighed, højest sandsynligt betyder, at jeg ikke indtager livet så meget, som jeg kunne og har lyst til. Jeg har SÅ mange drømme, og der er SÅ meget, jeg gerne vil, men hvis ikke jeg må bede om og forlange noget af livet, fordi jeg bare skal være taknemmelig, så bliver det ikke nemt.

Med min spirende kærlighed til mig selv og forløbet hos Pernille som startskuddet, vil jeg nu begynde at tage livet ind og virkelig anerkende min grådige side. For grådighed behøver jo ikke bare være noget dårligt! Fra nu af, hedder min grådige side: Gerda!
Grådige Gerda betyder: Nysgerrighed på livet, en evig trang til at lære nyt, behov for udfordringer og muligheder i livet (mulighed for at lære mig selv bedre at kende), glæden ved at have mennesker i livet, som giver mig noget, lyst til gode ting - mad, tøj og pæne omgivelser osv. Der er sikkert meget mere, men det er stadig en proces, så det kommer med tiden ;-)

Jeg er SÅ klar til at tage livet ind og anerkende min grådige side, som OGSÅ har en positiv indflydelse på mit liv.

Jeg er GRÅDIG!

Sommerhilsner fra Henriette (og grådige Gerda)

lørdag den 12. juni 2010

Ud i lyset!


For mig er denne - min første blog - min måde at komme endnu mere ud i lyset på. Jeg har igennem 8 år haft stor fokus på min personlige og spirituelle udvikling, og ikke mindst forsøget på at komme ud i lyset og vise, hvem jeg i virkeligheden er, i stedet for at være det andre forventer af mig.

Det er grænseoverskridende og også angstprovokerende endelig at gøre det, men jeg ved nu, at jeg har noget at byde på og jeg føler, at meningen med mit liv er, at inspirere andre mennesker med det, jeg ved, kan og har oplevet.

Min intention er at være fuldstændig ærlig omkring det, der er mig - både de pæne og mindre pæne sider, for det er altsammen et udtryk for, hvem jeg er. Og når andre ser, at jeg kan, er det mit håb, at der er flere, der tør.


Her på denne side vil jeg skrive om den udvikling jeg har gået og stadig går igennem, og jeg vil beskrive, hvilke metoder jeg bruger og hvilke mennesker jeg lader mig inspirere af. Der er så mange inspirerende mennesker derude, og hvorfor ikke kigge på, hvad de gør, og så forsøge at gøre det samme, hvis det giver mening? Jeg har fundet ud af, at det er her, jeg finder en stor del af mit mod og min begejstring for at gøre noget nyt og turde noget andet, end det jeg gjorde i går.

I min undersøgelse af mig selv og mit forsøg på at lære mig selv endnu bedre at kende, bruger jeg især værdierne i Law of attraction - Loven om tiltrækning, samt metoden i skyggearbejde (Jung, Debbie Ford og Pernille Melsted), som for mig at se er en blid og meget effektiv måde, at komme bagom det hele og lære at acceptere den, man er, med alt hvad det indebærer.


Jeg er novice ud i blog-verdenen, men jeg glæder mig til at udforske det, og gøre det til en del af min måde at inspirere andre på og ikke mindst få kommentarer på. Jeg ønsker kontakten med jer, der føler jer inspireret eller måske endda er uenig med mig. Jeg vil gerne udvide mine horisonter, og jeg er sikker på, at jeg har MEGET at lære endnu.


Jeg håber, at I her på min side vil føle jer godt tilpas og jeg glæder mig til at skrive til og høre fra jer.


Lyse sommerhilsner fra

Henriette